Angst
Vi oplever fra tid til anden allesammen angst. Man kan se angst som en slags advarselsignal, vi fra tidernes morgen er udstyret med for at kunne overleve.

Men det må siges, at angst kan forekomme i forskelige grader. Angst kan være sommerfugle i maven, og angst kan være en fuldstændig lammende angst eller panik. Hjertet slår hurtigt, vi trækker vejret hurtigere, musklerne spændes måske sveder vi. Når vi oplever angst, ændres vores måde at tænke på, og kroppen forbereder sig på flugt eller kamp.

Angst kan begrænse tilværelsen

I hverdagslivet kan det være naturligt at føle sig urolig, hvis man skal holde foredrag, hvis man befinder sig ved en afgrund, eller hvis livet forandres og meget er nyt.

Ved et angstanfald, hvor de kropslige symptomer er stærke, kan der ske det at man bliver bange, at man tror, at man er ved at blive sindssyg, eller, at man er ved at få et hjerteanfald. Man har svært ved at slappe af, man bliver anspændt. Resultatet er, at angstens symptomer forstærkes - nu har man jo netop noget at være bange for. Er det første gang man har et angstanfald, forstår man måske ikke rigtigt hvad der sker - man sveder, ryster og hjertet hamrer i brystet.

Det kan være en god idé at blive undersøgt hos sin læge, for at udelukke at man fejler noget, og på denne måde berolige sig selv.


Man ender let i en ond cirkel - man er urolig for at et eller andet skulle ske - man bliver bange for at få et angstanfald - man bliver anspændt - trækker vejret hurtigt - angsten stiger - man bliver svimmel - man bliver bange for at besvime.

Måske begynder man at undgå situationer hvor man ikke føler sig tryg - selvtilliden svinder...